Coronavirus: Infomail 8 - (1. maj 2020)
I denne mail har vi samlet de seneste informationer omkring udsatte og aflyste aktiviteter grundet regeringens og myndighedernes krav og anbefalinger vedr. COVID-19/coronavirus-situationen.
Husk at du løbende kan holde dig opdateret på dbusjaelland.dk/corona
Dialog med myndighederne om særlige corona-regler for fodbolden
DBU og DBU Bredde kunne i dag løfte sløret for en del af den dialog med myndighederne, der skal føre til at dansk fodbold er klar, når vi har myndighedernes accept. DBU Sjællands formand Jakob Koed glæder sig over, at der nu endelig kan fremvises lidt af arbejdet for at definere rammer for åbning af fodbolden i en eller anden form.
"Vi ved, at mange af jer er utålmodige for at komme i gang. Og jeg kan love jer, at vi fortsat arbejder benhårdt på at kunne åbne fodboldaktiviteter på en sundhedsforsvarlig måde og i tæt dialog med myndighederne. Derfor er det rart, at vi nu endelig kan vise nogle af de indsatser, som vi i DBU og DBU Bredde har arbejdet på i den seneste tid", udtaler Jakob Koed.
Formanden tilføjer desuden, at klubberne kan se frem til en lang række tiltag, som kan understøtte de frivillige i deres hverdag, når myndighederne giver deres accept for en genåbning af fodboldaktiviteter. Der arbejdes blandt andet på træningsprogrammer tilpasset myndighedernes retningslinjer, onlinekurser om corona-tilpasset træning, informationsmaterialer og hjemmetræningsøvelser til spillerne. Således kan de klubber, der føler sig klar til starte op, når myndighederne giver lov, få inspiration og hjælp til genstart af fodboldaktiviteter.
Corona-hjælpepulje på 44 millioner er åben for ansøgninger indtil 15. maj
Nu kan idrætsforeninger under DIF og DGI ansøge om økonomisk støtte fra corona-hjælpepuljen. 44 mio. kroner er bevilget fra staten, og du kan finde retningslinjer og link til ansøgning her. Ansøgningsfristen er allerede 15. maj.
Har din forening mistet indtægter på grund af et aflyst stævne eller den lokale byfest?
Kan I ikke tjene de forventede penge på festivaler?
Lider I under manglende kontingentindtægter?
Læs mere om ansøgningsprocessen her
Ansøgning om indrangering til fællesrækker udskydes til juni
Lokalunionerne i Østdanmark har rykket ansøgningsperioden til de højeste ungdomsrækker (indrangeringsrækkerne). Ansøgningen vil være åben fra 2. til 7. juni. Det skyldes, at DBU har rykket deres licenstildeling til ungdomshold.
Læs mere om ansøgningsprocessen her
Fasthold jeres U19 Drenge og U18 Piger med indrangering i Serie 3/4 eller Kvindeserie 1
Lige nu kan I ansøge om en plads i serie 3 eller serie 4 til jeres U19 drenge-hold eller en plads i Kvindeserie 1 for jeres U18 Pige-hold, når de efter sommerferien skal ud og spille seniorbold. Der er ansøgningsfrist 13. maj og I får besked på ansøgningen i uge 22.
'Hovedet, Kroppen, Klubben' og Pigeraketten udsættes
Grundet corona-situationen er alle maj-afviklinger af Pigeraketten aflyst. Så snart situationen er tilbage til normalen, vil de berørte klubber blive kontaktet direkte med henblik på at finde en ny dato. Pigeraketafviklinger i juni afvikles efter planen stadig.
Alle afviklinger af 'Hovedet, Kroppen, Klubben' i foråret 2020 er blevet aflyst.
Sammen med klubber og skoler arbejder vi på at rykke afviklingerne af 'åben skole' til efter sommerferien eller til foråret 2021.
De tilmeldte klubber/skoler har fået direkte besked. Vi håber naturligvis, at det lykkedes at flytte alle afviklinger, så små og store elever ikke går glip af en hyggelig og lærerig dag.
Sådan holder du dig opdateret om coronavirus og fodbolden
Følg med på vores hjemmeside, hvor vi løbende vil give besked om, hvad de nye meldinger fra regeringen og myndighederne får af betydning for turneringer, stævner og øvrige aktiviteter hos DBU Sjælland.
Du kan fortsat kontakte vores nødberedskab per telefon eller mail. Forvent dog lidt længere svartider.
Du kan finde svar på hyppigt stillede spørgsmål og holde dig løbende orienteret om corona-situationen på dbusjaelland.dk/corona - her finder du også kontaktoplysninger til nødberedskabet.
Hold fast
Det vigtigste budskab herfra er fortsat, at vi skal holde fast og blive ved med at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger (link til Sundhedsstyrelsens hjemmeside).
Pas godt på jer selv og hinanden.